Københavns Kommunes logo

Hold hovedet koldt og hjertet varmt - løs konflikterne med plejebarnet

Der findes naturligt konflikter i et hjem, og en del voksne forsøger ihærdigt at undgå konflikter med børn. Men konflikterne går først væk, når du går ind og løser dem.

Om formiddagen fortæller Ulla Dyrløv om, at det er vigtigt at være parat til at tage de fornødne konflikter med barnet/den unge, men også hvordan konflikterne bør håndteres. For den voksne handler det om at se bagom barnets adfærd og samtidig holde hovedet koldt og hjertet varmt i kommunikationen.

Ulla fortæller praksisnært om, hvad et barn i krise har brug for. Ulla kommer ind på forskellen på børns og voksnes hjerner, samt forskellen på de forventninger i kommunikationen, man kan have til et barn og en teenager.

Nogle konflikter kan være så svære, at man lukker øjnene og beder til, at de går væk. Men det gør de desværre ikke – når man ignorerer dem, får de bare lov at vokse. Om eftermiddagen fortæller Anders Stahlschmidt, hvordan han selv gik fra at være konfliktsky til at blive fortrolig med situationer, hvor det slår gnister. Det handler om at sige tingene lige ud af posen – på en ordentlig måde, så barnet kan bruge kritikken til noget. Men det handler også om at kunne tage imod kritik på en konstruktiv måde.

På kurset bliver du klogere på:

  • Hvordan du håndterer konflikter med plejebarnet.
  • Konfliktskyhedens rolle i konflikter.
  • Hvordan man arbejder med sin egen og andres konfliktskyhed.

Oplægsholder

Ulla Dyrløv, psykolog. Driver til daglig Familiepsykologisk Praksis. Forfatter til en række bøger, blandt andet ”Pilot for dit barn” og ”Det professionelle kram”. Har medvirket i flere tv-programmer, blandt andet ”Ingen styr på ungerne”, ”Aldrig for sent” og ”Når skærmene styrer familien”.

Anders Stahlschmidt, konfliktmægler og forfatter til flere bøger om kommunikation, bl.a. “En kur mod konfliktskyhed”. Oprindelig tv-journalist (DJH), har mange års erfaring som leder i mediebranchen og er master i organisationspsykologi (MPO).