Projekt Mig og min plejefamilie: De første spørgeskemaer er retur fra plejeforældrene

Spørgeskemaerne i trivselsprojektet ’Mig og min plejefamilie’ fungerer godt som dialogværktøjer, siger familieplejekonsulenter
Billede
Dreng på gynge
Fotograf
Colourbox.com

Videnscenter for Anbragte Børn og Unge (VABU) og Nationalt Videnscenter om Udsatte Børn og Unge (NUBU) er nu begyndt at få skemaer retur i forbindelse med projektet ’Mig og min plejefamilie- En hånd til bedre trivsel’.

Projektet har til formål at måle og styrke trivslen for børn i alderen 4-12 år, der er anbragt i familiepleje. Der gøres brug af to spørgeskemaer: SDQ, som har fokus på trivsel, og OBS-I, som har fokus på læring. Spørgeskemaer bliver sendt til de mennesker, der er tæt på barnet hver dag: Plejeforældre, lærere og pædagoger. Der bliver spurgt til barnets styrker og vanskelighed i relation til områder som venner, at lære nyt, betænksomhed m.m. Børn på over 11 kan selv få lov at svare, hvis de vil.

Positive tilbagemeldinger fra familieplejekonsulenter

Indtil videre er der sendt skemaer ud til omsorgspersonerne for 48 børn. Efter at skemaerne er kommet retur, har familieplejekonsulenterne haft dem med ude på besøg hos plejeforældrene, og tilbagemeldingerne fra familieplejekonsulenterne har været positive.

- En del af familieplejekonsulenterne synes, det har været interessant at bruge. Det er ment som et dialogredskab, som kan give en indikation i forhold til barnets trivsel og bruges som et værktøj, når man er ude og tale med plejefamilien, siger Signe Bressendorff, projektleder fra VABU og uddyber:

- Det kan fx være, hvis der er forskellige opfattelser på samme spørgsmål. Måske bliver der spurgt: Oplever du, at dit barn ofte er i konflikt med jævnaldrende. Så kan det være, at den ene plejeforælder svarer nej, og den anden svarer ja. Det giver plejeforældrene og konsulenten mulighed for at være nysgerrig på forskellen på svarene, hvad skyldes den, og det kan så give anledning til nye vinkler i dialogen om barnets trivsel.

Kan give interessante vinkler i forhold til læring også

Det ene spørgeskema, OBS-I, har fokus på læring, og indeholder nogle konkrete spørgsmål om styrker eller vanskeligheder i forhold til matematik, læseniveau, koncentration m.m. Signe Bressendorff påpeger, at den del også kan give anledning til konstruktive snakke om det faglige, og plejeforældrene får mulighed for at fortælle, hvordan de støtter op.

- Det kan også være forskelligt, hvordan skolelæreren og plejeforældrene svarer på skemaerne, og det er også interessant, hvad der kan give den forskel? Det kan i nogle tilfælde føre til, at vi som forvaltning får en dialog med skolen om, hvordan vi kan løfte barnets niveau i fællesskab, siger Signe Bressendorff.

SDQ og OBS-I kan give en skærpet opmærksomhed på barnets eventuelle udfordringer og resultaterne af spørgeskemaerne kan betyde, at det bliver vurderet, at barnet kan have gavn af en forstærket læringsindsats i hjemmet. Plejeforældrene og barnet vil da blive inviteret til at deltage i et forløb med enten dialogisk læsning (READ) eller læringsspil (Time2Learn).

NUBU er i gang med at evaluere

Syv kommuner, udover København, deltager i projektet (Odense, Hørsholm, Lolland, Gladsaxe, Favrskov, Randers og Vejen). En forskergruppe fra NUBU forestår evalueringen af projektet på tværs af de otte deltagende kommuner. Evalueringen er i fuld gang - NUBU har været ude og interviewe en række børn på over 11 år, som har lavet egen bevarelse. De har også snakket med plejeforældrene, og de har været med ude som ’flue på væggen’ og høre konsulenten give tilbagemeldinger på de udfyldte skemaer til plejeforældrene i samtlige otte deltagende kommuner.

Yderligere samarbejdspartnere i projektet er skolesundhed.dk under Komiteen for Sundhedsoplysning samt TrygFondens eget Børneforskningscenter under Aarhus Universitet. Projektet er udviklet med finansiering fra TrygFonden og den A.P. Møllerske støttefond.

Projektet startede op i januar 2018 og forventes afsluttet i januar 2022.

Kontakt

Signe Bressendorf, projektleder