Teenager – er der forskel på drenge og piger?

Få den nyeste viden om hjerne, køn og teenagere – og kom i dybden med, hvordan du støtter dit teenage-plejebarn.

Oplever du, at der kan være forskel på, hvordan piger og drenge reagerer på de præcis samme hændelser, som fx kriser, at føle sig udenfor i skolen, lektielæsning eller lignende?

På kurset her får du den nyeste forskning og viden om hjerne, køn og teenagere, og vi ser nærmere på de små og store episoder, der hører med til udvikling af en ung hjerne.

Er der virkelig ’lukket på grund af ombygning’ i en teenagers hjerne eller er det en myte? Hvorfor kan de være så vanskelige at omgås? Eller hvad med den vrede, som også hører teenageperioden til, især hos børn, som har oplevet tidlige svigt? Det ene øjeblik er de søde og samarbejdsvillige, og det næste øjeblik er de sure og mener afgjort, at der må kunne findes en ’plejeforældrebyttecentral’.

Også aktivitetsniveauet i hjemmet er meget svingende, og mange forældre oplever, at ’oprydning og rengøring’ står langt nede på en teenagers liste over livsvigtige opgaver.

Men vi elsker dem og vil gerne være de bedst mulige plejeforældre - så hvad gør vi?

På kurset bliver du klogere på:

  • Viden om små forskelle i piger og drenges hjerner, som kan få store konsekvenser.
  • Hvorfor det kan være svært at være ung.
  • Praktiske forslag til hverdagen med en teenager.

Oplægsholder

Ann E. Knudsen, cand.mag. og lektor i dansk og psykologi. Har specialiseret sig inden for neuropsykologi og hjerneforskning. Forfatter til flere bøger, bl.a. Pæne piger og dumme drenge, Hallo, er der hul igennem? og Diagnose eller opdragelse? – Dit barns hjerne 0-18 år.