Børn og unge med funktionsnedsættelser – støt deres udvikling

Hvordan kommer funktionsnedsætter til udtryk i hverdagen – og hvordan kan du skabe de bedst mulige udviklingsbetingelser for børn og unge med funktionsnedsættelser?

Funktionsniveauet hos børn og unge med funktionsnedsættelser kan være meget svingende, og barnet kan udvise varierende grader af selvstændighed. Udviklingsprofilen er ofte asymmetrisk, dvs. at der er styrker og sårbarheder, som ikke er aldersvarende, men dog følger hver deres kurve ift. kronologisk alder. Der kan være forstyrrelser i centralnervesystemet, som gør, at barnet reagerer med hypo- eller hyperarousal eller bliver udadreagerende.

I nogle tilfælde kan en organisk årsag påvises i form af genfejl, epilepsi eller andre neurologiske sårbarheder, herunder også diagnoser inden for autismespekteret.

Det handler det om at skabe gode rytmer, rutiner og overgange i dagsstukturen, så barnet får overskud til at udvikle sig. Der kan være behov for afdækning af barnets sanseprofil, dvs. hjernens måde at modtage og bearbejde sanseinformation på. Det er for at imødekomme barnets behov for at blive stimuleret relevant.

Der er også behov for at arbejde med selvstændiggørelse og ADL (almindelig dagligdags læring), som skaber mestrings- og succesoplevelser for barnet – med afsæt i det, barnet er motiveret for.

På kurset bliver du klogere på:

  • Hvad det vil sige at have en funktionsnedsættelse, og hvordan det kan komme til udtryk i hverdagen.
  • Hvordan du kan være med til at skabe de bedst mulige udviklingsbetingelser for børn og unge med funktionsnedsættelser.
  • Konkrete ideer og værktøjer til at skabe gode rytmer og rutiner i hverdagen. 

Oplægsholdere

Lisbeth Hedegaard, psykolog og Lene Guldbech Uttrup, psykomotorisk terapeut. Begge er ansat i Specialområde Børn og Unge i Region Midtjylland, hvorfra de har stor erfaring i at arbejde med børn og unge med funktionsnedsættelser. Teoretisk tager de afsæt i neuroaffektiv udviklingspsykologi i forståelsen af børn og unges komplekse funktionsnedsættelser og udviklingsforstyrrelser. Uanset diagnosebillede handler det om at finde barnets nærmeste udviklingszone både kognitivt, motorisk og emotionelt.