Omsorgssvigt og børns overlevelses- og tilknytningsstrategier

Alvorlige svigt, mangelfuld omsorg eller overgreb i barndommen kan have vidtrækkende følger for et barns trivsel og udvikling. Få viden om, hvordan du kan støtte et omsorgssvigtet barn.

Det omsorgssvigtede barn vil typisk bruge energi på at håndtere de belastninger, som svigtet har medført, og har derfor dårligere forudsætninger end jævnaldrende for at omgås andre og udvikle sig. Barnet kan være stresset, ængsteligt og have svært ved helhjertet at give sig hen til omsorg fra andre. Det kan skabe adfærd, som kan være svære for omgivelserne at forstå og rumme.

Derfor er det vigtigt, at professionelle omkring omsorgssvigtede børn kender til alle de måder, børn bliver påvirket af svigt på. På kurset vil børnepsykolog Morten Jarmer bl.a. gennemgå, hvordan omsorgssvigt påvirker barnets selvopfattelse, evne til at mærke og registrere egne følelser og behov, tro på omverden og andre mennesker, forskellige former for adfærdsforstyrrelser samt impulsivitet og koncentrationsbesvær.

Morten vil også tale om, hvordan omsorgssvigtede børns behov og måde at relatere og reagere på, stiller særlige krav til dig som omsorgsperson.

På kurset bliver du klogere på:

  • Hvordan holder du til at arbejde med afvisning og modstand gennem længere tid?
  • Hvordan arbejder du med ukritisk og indifferent adfærd hos barnet?
  • Hvordan skaber du en ydre struktur som understøtter barnets indre regulering?
  • Hvordan balancerer du mellem et almindeligt familieliv og barnets behov for miljøterapeutisk støtte?

Dagen vil være en blanding af fagligt oplæg, caseeksempler og øvelser.

Oplægsholder

Morten Jarmer, leder af Børnehus Hovedstaden. Klinisk børnepsykolog, underviser og psykoterapeut med erfaring fra bl.a. psykiatrisk afdeling og TUBA samt Psykologhuset.