De viljestærke børn
Har du et barn i familiepleje, som hurtigt bliver frustreret og viser det meget tydeligt? Er barnet meget følsomt og vågner ved den mindste lyd, eller har brug for hjælp til at finde ro i kroppen? Har du et barn i familiepleje, der klatrer på alt? Et barn, som har svært ved at vente på sin tur, eller som kan blive lidt for voldsom til tider?
Nogle børn er mere frembrusende, snakkende og hoppende end andre. Det er jo dejlige egenskaber at have, når det ikke lige bliver for meget. Ofte beskrives de samme børn som stædige og dominerende.
Er du plejeforælder til et viljestærkt barn, så kan du være usikker på, om du gør det godt nok - især hvis vuggestue eller skole ikke oplever barnets reaktioner, fordi barnet først reagerer hjemme.
Det er svært at være primær omsorgsperson til et viljestærkt barn, og man kan føle sig meget alene med udfordringerne.
På kurset tager vi udgangspunkt i en anerkendende tilgang, fordi børn med et godt selvværd er bedre til at ’øve’ sig i konstruktive måder at reagere på, men også fordi forudsætningen for et godt samspil begynder med følelsen af at være elsket.
På kurset bliver du klogere på:
- Hvad der kan være årsagerne bag de viljestærke børns reaktioner
- Redskaber som kan gøre dagligdagen nemmere for både jer og barnet
- Hvordan du kan møde det temperamentsfulde viljestærke barn, så barnets selvværd bibeholdes
Oplægsholder
Anja Sigvard Stensgaard, uddannet socialrådgiver og systemisk familiekonsulent med 30 års erfaring fra arbejde med sårbare familier. Har en master i interventionsværktøjer ved Kari Killén og diplom i assertiv kommunikation. Forfatter til bøgerne: "Signalstærke Børn" og "Anerkendt Barn". Er daglig leder af en myndighedsafdeling i kommunalt regi og er selv vokset op som biologisk barn i en plejefamilie.