Kursus: Brug Nonviolence Resistance, når de gode ideer er brugt op

Trænger du til at blive klogere på, hvordan du ender i færre konflikter med dit plejebarn? På dette kursus får du metoder til at undgå de udfordrende situationer.

Måske både du og din partner kunne bruge noget inspiration til at undgå konflikter med plejebarnet – samt til, hvordan I kan støtte op om hinanden i de svære situationer?

Nonviolence Resistance er en metode, som kunne være til hjælp for jer. Det er en metode, som man kan bruge, når kræfterne og de gode ideer er brugt op - og når konflikter og konfliktopbyggende adfærd hos barnet eller den unge har overtaget.

Stikord er: de-eskalering, prioritering af indsatser i hverdagen, at få pause og støtte som plejeforælder og bevare de kærlige aftryk imellem jer og plejebarnet. Metoderne er meget konkrete, og vi skal på dagen både diskutere dem og prøve dem.

På kurset får du viden om:

  • Hvordan du ender i færre konflikter med dit plejebarn.
  • Hvordan I som plejeforældrepar kan støtte op om hinanden uden at være enige.
  • Hvordan I, over lang tid, kan forblive vedholdende både ift. krav og omsorg til plejebarnet.

Oplægsholdere

Nina Boelsgaard og Rikke Lyngdam er psykologer og en del af psykologfirmaet FOLIKO i KBH, som arbejder med børn, unge og deres familier, plejefamilier og andre fagpersoner. Arbejder med behandling, undersøgelsesarbejde, supervision og undervisning og har i de sidste mange år særligt arbejdet med anbragte børn i komplekse livssituationer. Tager afsæt i udviklingspsykologi, mentalisering og et familieterapeutisk håndværk.