Gruppetilbud til anbragte unge godt fra land
Det socialpædagogiske gruppetilbud er til anbragte unge fra 12-23 år, som har lyst til at lære andre anbragte unge at kende. Gruppeforløbet indeholder aktiviteter og oplevelser i gruppen hver 4. weekend, fx biograftur, go-cart, madlavning, klatring eller andet, som de unge selv er med til at bestemme. Gruppen åbnede årets aktiviteter med en varm og hyggelig tur på Bakken den 7. maj.
- Vi har haft vores første tur i gruppen, og det gik super. Vi hyggede os rigtig godt, og det tegner godt for gruppens fremtid. Formålet med gruppeforløbet er jo blandt andet at give de unge mulighed for at møde andre anbragte unge og tale om oplevelser med at være anbragt. Det kan fx være om at føle sig anderledes. Derfor vil vi også stadig rigtig gerne have flere unge med, som har lyst til dele og høre om andres oplevelser. Så hvis der er nogen derude, der har lyst til at være med, så er det i høj grad stadig muligt, siger gruppeleder Kathrine Thornild, familieplejekonsulent i Familieplejen København.
Kom til informationsmøde om gruppeforløbet den 13. august
Udover at møde andre anbragte unge får de unge, som deltager i gruppeforløbet mulighed for at tale med gruppelederne Kathrine Thornild og Nadja Kaa og tidligere anbragte unge om egne oplevelser med fokus på ressourcer, samt åben anonym telefonrådgivning.
Året næste gruppeaktivitet bliver d. 4. juni, hvor turen går til BonBon-Land. Og der er stadig mulighed for at blive en del af gruppens videre forløb. Der er informationsmøde om gruppeforløbet lørdag d. 13.08 kl.12:30-14:00 i Haderslevgade 19, 1671 Kbh. V.
Her kan interesserede unge sammen med deres plejefamilie komme og høre lidt mere om gruppeforløbet. Man kan også møde nogle af de unge, der har været en del af tidligere aktiviteter. Fra kl. 14-20 samme dag er der mulighed for at deltage i dagens aktivitet, en tur i Tivoli, hvor alle unge interesserede er mere end velkomne.
Hvis du eller dit plejebarn gerne vil med til informationsmødet, så meld det senest d. 20. juni til Kathrine Thornild på 27643217 eller Nadja Kaa på 26873004.
Du/I er selvfølgelig også velkomne til at kontakte Kathrine eller Nadia, hvis I har spørgsmål til gruppetilbuddet.