Nu kan du indberette kørsel i Sofus

Fra 1. marts vil du kunne indberette kørsel i Sofus, som er den primære kommunikationskanal mellem Familieplejen København og vores pleje- og aflastningsfamilier.

I løbet af marts måned vil du modtage en vejledning og et informationsbrev i Sofus, som forklarer, hvordan du løbende kan indtaste dine kørsler.

- Det er med stor glæde, at vi nu kan tilbyde vores plejefamilier at indberette kørsel via vores nye it- system. En ny løsning på det område er noget, som flere plejefamilier har efterspurgt. Vi har modtaget bevillinger derinde siden december, og vi er rigtig glade for, at plejefamilierne har taget Sofus til sig, siger Anne Melchior Hansen, Faglig leder i Familieplejen København.

Når du som pleje- eller aflastningsfamilie logger ind i Sofus, kan du skrive notater om børnene, underskrive kontrakter m.m. Du vil også kunne finde centrale dokumenter såsom Håndbog for Plejefamilier, vejledninger, mødeforberedelsesskema m.m., og du kan skrive og modtage beskeder til din familieplejekonsulent.

Du kan stadig få hjælp, hvis du som pleje- eller aflastningsfamilie har spørgsmål til it-systemet: Kontakt Mai-Britt Brunbjerg fra Sofus på tlf. 21278565.