Plejefamilier fejret for deres indsats på Københavns Rådhus

70 plejefamilier var samlet til Plejefamiliernes Dag i festsalen på Københavns Rådhus for at blive fejret og hyldet for deres indsats med sårbare børn og unge.

Socialforvaltningen og Familieplejen København afholdt plejefamiliernes dag for at sige tak til plejefamilierne for den helt særlige indsats, som de løfter hver dag, samt for at få en dialog om, hvordan kommunen kan give den bedste støtte til plejefamilierne.

- Plejefamilierne løfter en helt særlig opgave. De åbner deres hjem, men også deres familieliv for et barn eller en ung, der har brug for ekstra omsorg og stabilitet. Derfor har vi også et ansvar for, at de ikke står alene med opgaven, siger Helle Trier, leder af Familieplejen.

Flere midler til støtte

Derfor er der afsat flere midler til at styrke støtten til plejefamilierne. Pengene skal blandt andet bruges på bedre muligheder for ekstra supervision, netværksgrupper, efteruddannelse og mere aflastning. 

Familieplejekonsulenterne skal også efter behov kunne deltage i møder med f.eks. skole, dagtilbud eller psykiatri, og der bliver større mulighed for familie- og traumaterapeutisk støtte, når en plejefamilie står i en svær situation.

- Når vi styrker støtten til plejefamilierne, gør vi det jo først og fremmest for børnene og de unge. Jo bedre vi lykkes med at støtte plejefamilien omkring barnet, desto bedre muligheder har vi for at skabe den tryghed og stabilitet, som barnet har brug for, siger Helle Trier. 

Oplæg fra tidligere anbragt

De Anbragtes Vilkår deltog også med deres perspektiv på at have været i familiepleje. Her delte et tidligere anbragt barn – nu voksen - sin egen historie og den betydning, hendes plejefamilie havde haft. Det var en stærk påmindelse om, hvorfor gode rammer omkring plejefamilien også er med til at skabe gode rammer for barnet. 

Men vigtigst af alt var det en dag, hvor plejefamiliernes indsats blev anerkendt, og hvor der var mulighed for at netværke og udveksle erfaringer med andre plejefamilier.